Åhhhh ja podcast-anbefalinger. Det kan virkelig være svært at finde ud af, hvad der er værd at lytte til, når det kommer til gode podcasts. For der er virkelig meget godt indhold derude. Både på dansk og engelsk. Og det gør det jo ikke ligefrem nemmere at vælge, hvad du skal lægge øre til først.
Vi har lavet en oversigt over 5 gode podcasts, du helt sikkert bør tjekke ud. Hvis du altså er til podcasts i det hele taget. Men det er du jo sikkert, siden du er havnet her. Så snup et hæfte og grib kuglepennen, og brug vores liste her som inspirationen til at lave din egen.
1. Man kan aldrig vide
Podcasten “Man kan aldrig vide” er produceret af Radio 24/7 og er en utroligt fængende dokumentar i krimi-genren. Den handler om Mads Andersen, der er ualmindeligt opfindsom, når det kommer til at snyde og bedrage alle han møder på sin vej. I podcasten hører du flere af hans “ofre” fortælle om deres møde med den utroligt karismatiske mand – men skindet bedrager. Han har blandt andet svindlet en tidligere kæreste og hendes familie for flere hundrede tusinde kroner. Den ene svindelhistorie efter den anden kommer frem i podcasten. De bliver kun vildere og vildere og mere opfindsomme. Man kan aldrig vide, hvornår svindelnumrene peaker, og det gør podcasten utroligt interessant at lytte til.
Dokumentaren afdækker ikke kun historien om svindel og bedrag, men forsøger også at forstå mennesket bag disse gerninger. Den stiller eksempelvis kritiske spørgsmål som; hvem er Mads Andersen egentlig? Og hvorfor mangler han to af sine fingerspidser på den ene hånd?
Som med så meget andet, er det også lidt kritik af “Man kan aldrig vide” derude. Det skyldes at flere mener, at journalisten handler uetisk ved ikke at stoppe sine interviews, når der flere gange bliver sagt fra. Det sker dog kun i et par enkelte episoder og er bestemt ikke karakteristisk for hele podcasten. Den er derimod super spændende, velresearchet og godt fortalt.
2. Kvinden med den tunge kuffert
“Kvinden med den tunge kuffert” er en spændende podcast i krimi-genren, der laves af Third Ear, som er et online magasin under Politikken. Ja, faktisk er “Kvinden med den tunge kuffert” podcasten en af de mest populære podcasts i Danmark. Den er derfor en podcast-anbefaling værdig. Den er inspireret af en almindelig radiomontage og er et godt eksempel på god undersøgende journalistik.
Journalist og vært på podcasten, Krister Moltzen, jagter en norsk kvinde, der bedrager alle hun møder på sin vej. De forskellige afsnit handler om, hvordan Krister Moltzen hele tiden er lige i hælene på den mystiske, norske svindlerinde og sporer sig ind på hendes arbejdsmetoder og fuldstændigt uforudsigelige adfærd. “Kvinden med den tunge kuffert” tager dig med ind i en verden af mørke kirker, religiøse netværks og klosterrefugier – en verden du med garanti ikke troede eksisterede.
3. Third Ear
Third Ear er en dansk podcast, der laver fantastisk, dybdegående journalistik om mærkværdige, danske begivenheder som dengang Guldhornene blev stjålet. Third Ear har lavet mange forskellige små “serier”, hvor ovennævnte er en af de mest populære. Derudover kan nævnes “21 Roser”, som handler om Slagelse politigårds narkoafdeling. Journalisterne Krister Moltzen og Tim Hinman maler et levende billede af begivenhederne, når de med fantastiske beskrivelser, lydeffekter og originale lydklip fortæller om opklaringen af en narkosmuglerring i 1990’erne.
Du kan lytte til alle serier fra Third Ear her.
4. Mads og Monopolet
Åååååh ja. Mads og Monopolet er altså bare en klassiker. Og nu kan du lytte til programmet som podcast. Så forbered dig på at få et bredt smil på læben, når Mads og Monopolet diskuterer danskernes underlige, pinlige og fjollede dilemmaer. Du vil uden tvivl komme til at tage dig selv i at se ualmindeligt glad ud, når du tøffer ned ad fortovet med Monopolet i ørerne. Du kan med garanti ikke lade være med at små-gnægge for dig selv, når monopolet kommer med fuldstændigt forrykte og vanvittige fortolkninger og løsninger til dilemmaerne.
5. Savage Lovecast
Savage Lovecast er en sjov amerikansk podcast, der tager lidt samme form som Mads og Monopolet. Det er nemlig en slags brevkasse-podcast, hvor amerikanerne kan skrive ind med deres problemer. MEN problemerne må kun omhandle forhold og sex, og der er ingen tvivl om, at amerikanerne giver den gas på disse områder. Du kan derfor godt forberede dig på at blive mødt af fordomsfrie svar og sindssygt skøre historier.
Du kommer med garanti til at flække af grin, når værten, Dan Savage, læser de pinlige og sjove sex-dilemmaer op. Så er du allerede vild med Mads og Monopolet, er Savage Lovecast en solid podcast-anbefaling herfra. Den er selvfølgelig meget amerikansk, men stadig skide sjov at proppe i ørerne. Du kan lytte til Savage Lovecast her, eller hente podcasten ned på din telefon. Er det ikke lige din stærke side, kan du her læse, hvordan du kommer i gang med podcasts på mobilen.
Det var lidt beskedne podcast-anbefalinger
Det var så vores beskedne bud på fem podcast-anbefalinger til dig, der har brug for noget nyt i ørerne. Der findes selvfølgelig trillioner af gode podcasts derude, og har du nogle som du altid sværger til, og som du mener er totalt binge-worthy og helt sikkert fortjener en plads på listen, er du meget velkommen til at smide en kommentar.