fbpx

Lydbøger af Ole Lund Kirkegaards bedste bøger


Ole Lund Kirkegaard nåede i sit korte liv at sætte sit vandmærke på dansk litteratur med sine fantasifulde børnebøger. Kirkegaards værker huskes hovedsageligt for hans frække hovedpersoner, men også for hans sproglige indlevelse. Mange af bøgerne er skrevet med førstehåndsfortæller, og da bøgerne handler om børn, er det et vidunderligt indblik i, hvordan karaktererne udfordrer de voksnes normer og hvorfor.

Bøgerne har været så elsket af både unge og gamle, at flere af bøgerne siden har fået lov at bevæge sig over det store læred – både som spillefilm, med medvirkende som Allan Olsen og Ole Thestrup, og som animationsfilm, med stemmer af bl.a. Nikolaj Lie Kaas og Thure Lindhardt.

I artiklen her vil du kunne læse om fem af hans bedste bøger:

Alle disse og mange andre af Ole Lund Kirkegaards værker kan findes på Mofibo her.

Lille Virgil

Lille Virgil bor i bagerens hønsehus. Der bor han, fordi der ikke er nogen til at bestemme over ham – han har nemlig ingen forældre. I hønsehuset bor han i stedet sammen med en etbenet hane. Men Virgil drømmer om at få en købmandsbutik, så han kan købe alle de lakridspiber han kan spise! 

Sammen med vennerne Carl Emil og Oskar tager Lille Virgil på eventyr. De skal bl.a. ud og finde en skat, som tilfældigvis er begravet i Fru Madsens hønsegård, og de bliver venner med en ensom stork. Carl Emils fødselsdag kommer på prøve og de møder endda en drage – med otte ben!

Bogen er således bygget op af syv kapitler, som hver indeholder et af drengenes eventyr. Den er skrevet i 1967 og bliver læst op af Peter Frödin på Mofibo, hvor bogen kan findes her. “Lille Virgil” har ikke fået en selvstændig film, men har sammen med historien om “Orla Frø-Snapper” fået titlen “Lille Virgil og Orla Frøsnapper”. Denne film blev udgivet i 1980.

Albert

Denne bog er en fortælling om drengen Albert, der er noget så uartig – men det er jo også de uartige lege der er sjovest! Han finder på mange skøre ting, såsom at bygge en tøsefælde og at sende bøllerne op i en luftballon. Han er ikke bleg for at drille en lommetyv eller at afsløre den oversavede dames trick, hvilket ofte sender ham i problemer.

En dag ender ude på havet i en sildetønde. På sin vej møder han grisehandleren Rapollo, som i øvrigt er lommetyv – og han ligner en man ikke skal spøge med. Godt nok er Rapollo stor og stærk, men han er også kluntet og ikke nær så snedig som Albert – heldigvis!

Bogen viser nogle af Alberts skøre ideer og handlinger, og ikke mindst hvordan han formår at komme ud af dem. 

Oplæst af Lars Knutzons varme stemme kan du høre bogen om “Albert” læst op på Mofibo her. Den varer 2 timer og 42 minutter.

Orla Frø-Snapper

Den lille dreng, Victor, og hans ven, Jakob, er ikke de mest seje eller stærke drenge i byen. Og det er svært, når der vrimler med bøller og dumme fyre, der ikke kan lade dem være i fred. Ikke mindst Orla Frø-Snapper – den ranglede bølle, der muligvis har spist en frø. Heldigvis for Victor og Jakob er Orla slet ikke lige så kvik og snedig som dem. Ofte prøver Orla at fange dem, men ender som regel med at blive snøret og selv få balladen. 

Det er sådan indtil, at Orla Frø-Snapper bliver en del af et omrejsende cirkus med klovne og kanoner og meget andet. Om det går ham godt, kan du finde ud af i bogen, men en ting er sikkert – han ender som noget af et udskud.

Bogen er skrevet i 1969 og kan findes på Mofibo. Den læses op af Carl Quist Møller og varer 1 time og 26 minutter.

Den blev første gang filmatiseret, som spillefilm i 1980 med titlen “Lille Virgil og Orla Frø Frøsnapper”. Senere blev den også oversat til en animationsfilm, hvor navnet forkortedes til “Orla Frøsnapper”. Den blev første gang vist i 2011.

Otto er et næsehorn

Topper savner sin far, som er til søs på de syv have, og han keder sig også lidt. En dag finder han en magisk blyant – når man skriver med blyanten, forsvinder ordene igen. Men det tror Viggo, hans bedste ven, altså ikke på. Så Topper vil bevise det, ved at tegne et næsehorn på tapetet. Men i stedet for, at stregerne forsvinder, står der pludseligt et meget stort og meget sultent, gult næsehorn i levende live i Toppers stue. Og hvad gør man lige ved sådan et, når det befinder sig på anden sal? Og ved du godt, hvor mange rugbrød et næsehorn kan spise?

Den magiske fortælling er fra 1972, og både denne og “Gummi-Tarzan er læst op af Peter Frödin, som bl.a. er kendt for sin karismatiske stemme. Dette gør “Otto er et næsehorn” til en fornøjelse at lytte til og leve sig ind i. Du kan høre bogen på Mofibo her, hvor den har en længde på 1 time og 18 minutter.

I 1982 blev bogen overført til det store lærred i spillefilmen af samme navn. Igen i 2013 kunne Otto ses på skærmen – nu som animationsfilm. Denne havde også samme titel.

Gummi-Tarzan

Ivan Olsen. Det er navnet på den lille, tynde taber, der er hovedpersonen i denne bog. I skolen får han buksevand og derhjemme får han tæsk, fordi han har fået buksevand. Han er ikke god til at læse og han kan heller ikke slå igen, når bøllerne driller. Derfor bliver han kaldt “Gummi-Tarzan” af sin far. 

Alt dette ændrer sig dog en dag, da Ivan bliver venner med en kranfører og senere får superkræfter – han bliver bomstærk og den bedste til alt. Nu kan han vise sin far hvem der har bukserne på!  

Bogen om Ivan Olsen er fra 1975 og du kan lytte til den på Mofibo, læst op af Peter Frödin. Den varer 51 minutter.

Bogen er blevet filmatiseret, som spillefilm i 1981 og som animationsfilm i 2012 med titlen “Gummi T”.

Om forfatteren

Ole var et nysgerrigt barn, som voksede op i Skanderborg, hvor han blev født i 1940. Her boede han med sin frembrusende far og godhjertede mor. Denne dynamik tillod ham meget af det, som børn normalt ikke må, såsom at bygge huler i træer – han havde fart på som barn og havde mange interesser. Han gik bl.a. op i forskellige dyr, som heste og fugle, men også kunst. Opvæksten lagde de første grundsten for hans senere forfatterskab. 

Han gik i folkeskole og kom senere på gymnasiet – her mødte han Anne-Lise, som snart skulle erstatte hans andre interesser. Efter at Ole Lund Kirkegaard havde haft rejse til søs og udtjent sin værnepligt, flyttede Ole og Anne Lise til Mariager. Her fik de begge arbejde på den lokale landsbyskole. Oles egen skoletid var han ikke synderligt glad for, da han ikke brød sig om autoritetsforholdet mellem lærer og elev. Men netop dette blev hans inspiration til at blive skolelærer – at blive den lærer, som han selv savnede. 

Og det gik ham også godt. Han var meget elsket af eleverne og deres barnlige historier og ideer gav ham livslyst. De inspirerede ham til at begynde at skrive. De første fortællinger han skrev var rettet mod hans elever, men han blev hurtigt klar over, at han havde talent. Han deltog derfor i en konkurrence og vandt med sin historie “Dragen”, som senere blev udgivet som “Lille Virgil” i 1967. 

Hans elever og andre læsere var meget begejstrede for hans bøger og efterspørgslen på flere fjollede karakterer var stor. Alle de historier han skrev blev læst op for eleverne før de blev udgivet og netop dette var det smukkeste for Kirkegaard – at se glæden i børnenes øjne. Hans glæde for skriverierne var så stor, at Ole i 1976 besluttede at kvitte jobbet på skolen for at være forfatter på fuld tid. Det skulle dog hurtigt vise sig at være en ærgerlig beslutning. Presset fra læserne og hans egne forventninger førte ham ud i et alkoholmisbrug. Hans liv og evigtgyldige fortællinger kom til ende, da han en nat i 1979 ikke nåede hjem fra et værtshus, og frøs ihjel i kulden. 

Den folkekære forfatter blev kun 39 år gammel, men gav os nogle af de mest ikoniske børnebøger vi har i Danmark.

Lyt med

Vil du læse Ole Lund Kirkegaards skøre og fantasifulde fortællinger, kan du klikke her for at høre dem på Mofibo. De første 14 dage kan du lytte lige så meget du vil helt gratis. Efter det koster abonnementet 129kr./måned.

Melanie

Lad mig bare sige, at streaming er en uundværlig del af min hverdag. Podcasts til togturene, musik under opvasken og ikke mindst film eller serier til aftenerne. Ellers er der kun tilbage at sige, at jeg altid har været meget kreativt anlagt og derfor har brugt maaange timer med en blyant i hånden, hvilket ligger til grund for min rolle her på Streamingsiden

Seneste artikler