fbpx

Hvad er en podcast? Kom godt i gang!


Bliver du ved med at høre familie og venner snakke om podcasts, men er du ikke helt sikker på, hvad det egentlig er? Og om du bør hoppe med på bølgen? Så kommer der her en lille guide til den forunderlige verden, der åbner sig for dig, når du bevæger dig ind i podcastland.  

Billede af William Iven

Hvad er en podcast egentlig? 

En podcast er et relativt nyt fænomen, der er kommet i forbindelse med internettet og udviklingen af iPods, MP3-afspillere og smartphones. Særligt smartphones har virkelig sat fut podcast-verdenen. En podcast er ganske enkelt en lydoptagelse, der ofte består af optagede episoder eller et program. Du kan lytte til lydoptagelserne, når det passer dig ved at hente dem ned på din computer, tablet eller smartphone. Det vil altså sige, at du med en podcast ikke er afhængig af et sendetidspunkt ligesom, du kender det fra de gode, gamle radioudsendelser.  

De fleste podcasts består af en serie af episoder, hvor formatet kan variere fra debatter og interviews til vidensdeling og længere fortællinger. Med podcasts kan du lytte til emner der interesserer dig, eller blot blive underholdt på vej til og fra arbejde.  

Hvem lytter til podcasts? 

Det er hovedsageligt unge mellem 15-25, der benytter sig af det store udbud af danske og internationale podcasts. Det skyldes måske, at det faktisk er hele 70 procent, der faktisk ikke ved, hvordan man lytter til en podcast ifølge Jyllands Posten. Er du en af dem, der endnu ikke har opdaget, hvad en podcast er, og hvorfor det er helt fantastisk at kunne kræse for øregangen med serier for dine ører, så er det på tide at komme i gang. Det er faktisk ganske nemt. Flere populære radioprogrammer udgives nemlig også som podcasts. Har du eksempelvis misset den ugentlige Mads og Monopolet-udsendelse, kan du faktisk streame den på DR’s hjemmeside, eller hente den ned på din smartphone.

Billede af William Iven

Hvordan henter man en podcast? 

Ja, hvordan henter du egentlig en podcast, når du er ny i podcastland? Ejer du en Android-telefon, kan du i Google Play, hvor du henter dine andre apps, også hente podcast-apps. De fleste podcast-afspillere er gratis. På Google Play kan du eksempelvis hente Podcast Republic eller Beyondpod. Det eneste du nu skal gøre er, at søge efter navnet på den podcast/det program, du har lyst til at lytte til. Derefter skal du vælge en episode – og voila, du er i gang. 

Har du derimod en iPhone, kan du hente podcasts i iTunes. Her skal du søge efter navnet på podcasten. Du kan også hente den klassiske lilla podcast-app, der er standard på alle iPhones. Når du har hentet den, er det igen blot at søge efter en podcast, du vil høre. Hvis du ikke er på udkig efter noget bestemt, kan du benytte funktionen “browse”. Her får du en masse forslag inden for forskellige emner. Her kan vælge lige præcis den genre, der skal broadcastes direkte ind i din øregang.  

Det bliver svært at stoppe  

Når du først har sat fod i podcastlands skønne verden, er det svært at gå tilbage. Du kan nemlig lytte til lige, hvad du har lyst til, når du vil og hvor du vil – og let’s face it. Hvem gider at høre radio en hel dag og blive eksponeret til tonsvis af reklamer og masser af småsnak om emner, der slet ikke er spændende. Ja, det bliver mildest talt svært at quitte podcasts, når du først er blevet hooked på det skønne medie. Mangler du inspiration til, hvilke podcast du skal kaste dig over, kan du tage et kig på 7 populære krimi-podcasts, der bestemt er værd at tjekke ud. 

Seneste artikler